Der er de seneste par dage sket en del hos Barca, selvom man ikke forventede den store transferaktivitet. Det forlyder nu, at klubben skulle have åbnet op for at udleje Marc Bernal, der ikke har fået meget spilletid i denne sæson.
Barca har været genstand for en del nyheder i den seneste uges tid, hvor det blandt andet er kommet frem, at man ønsker at beholde Marcus Rashford. Catalanerne forventes samtidig også at tage afsked med Marc-André ter Stegen, mens ledelsen skulle have tilbudt Andreas Christensen en ny aftale. Dertil kommer lejeaftalen med Joao Cancelo.
Artiklen fortsætter under annoncen
Der sker således en del omkring klubben, og det seneste rygte går på, at Barca skulle have åbnet op for at udleje Marc Bernal. Stortalentet blev også i sommer sat i forbindelse med et skifte, da Como ønskede at leje midtbanespilleren.
Catalanerne afviste dog tilbuddet, da man ikke var begejstret for at sende Bernal afsted så kort tid efter hans korsbåndsskade. Han ønskede samtidig heller ikke at forlade Barca, men hans begrænsede mængde spilletid har nu ifølge avisen Sport fået ham på andre tanker. Ledelsen skulle også have åbnet op for en lejeaftale, idet skadessituationen på midtbanen snart er i bedring med Gavis retur engang i februar.
Den 18-årige Bernal er blandt andet sat i forbindelse med Girona, der også meldes tæt på en lejeaftale med Ter Stegen. Catalanerne har haft interesse i teenageren i flere uger nu, og klubben betragtes som en god destination for ham.
Hos Girona kan stortalentet se frem til regelmæssig spilletid, ligesom det har været tilfældet med Pablo Torre og Eric García, og det ser derfor ud til, at en lejeaftale kan være en reel mulighed.
© Getty Images// Marc Bernal