Spaniens landsholdsanfører Rodri har været rygtet kraftigt til Real Madrid denne sommer, men nu meldes forhandlingerne at være gået i hårdknude. Det har angiveligt fået Barca på banen med ny kontakt til midtbanespillerens bagland.
Ifølge mediet The Athletic undersøger Barca muligheden for at hente den 30-årige Rodri Hernández til klubben for at styrke truppen, og man har allerede indledt drøftelser med spillerens bagland for at afdække hans lønkrav og kontraktbetingelser. Det er ikke første gang denne sommer, at Barca forhører sig om verdensmesteren, men man ønskede ikke et økonomisk kapløb med Real Madrid, da midtbanen ikke har højeste prioritet i transfervinduet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Rodri har kontraktudløb med Manchester City i 2027 og ser ifølge forlydender særdeles positivt på en returnering til den spanske liga. Projektet i Barca passer perfekt til hans spillestil, og den spanske stjerne kender allerede adskillige af klubbens spillere fra det spanske landshold, hvilket er en væsentlig faktor for en hurtig tilpasning.
Skaden til Frenkie de Jong, som følger et genoptræningsforløb efter at have pådraget sig en ledbåndsskade i højre knæ under VM, forlyder at være en af de bærende årsager til Barcas fremstød. Hollænderen forventes ude i en længere periode, og en eventuel tilgang af Rodri vil mere end rigeligt dække hans fravær.
Vinderen af Ballon d'Or i 2024 og kåret som bedste spiller ved både EM 2024 og det nyligt overståede VM i 2026 har leveret præstationer på absolut øverste hylde gennem syv sæsoner i Manchester City, og han virker nu klar til en ny udfordring i karrieren.
Et skifte ser dog lidt kompliceret ud, selvom City meldes klar til forhandlinger, for de kræver angiveligt omkring 65 mio. euro for den 30-årige defensive midtbanespiller til trods for, at der kun resterer et enkelt år af hans kontrakt. Samtidig vil den spanske verdensmester kræve en høj løn, der markant vil belaste Barcas Financial Fair Play.
Dernæst har Rodri netop gennemgået en mindre operation i ryggen for at komme tilbagevendende smerter til livs, og han vil derfor ikke kunne hjælpe Barca i starten af sæsonen.
Der er dog tale om en klassespiller, der straks, når han er klar, vil kunne træde ind på den catalanske midtbane og hjælpe til. Derfor kan et skifte på nuværende tidspunkt ikke udelukkes.
© Getty Images// Rodri