Barca kan tage stort skridt mod et mesterskab i aften
Søren Wennerwald - 11.04.26
Selvom der tales mest om tirsdagens svære returkamp mod Atlético Madrid, står Barca foran en uhyre vigtig opgave i aften, når de tager imod Espanyol. Her vil en sejr bringe dem et stort skridt mod at genvinde mesterskabet.
Aftenens lokalderby mod Espanyol fik pludselig ekstra betydning, da Real Madrid i går højst uventet satte point til mod Girona med 1-1-resultatet på Santiago Bernabeu. Dermed er afstanden mellem de to mesterskabsaspiranter seks point inden aftenens opgør på Spotify Camp Nou.
Artiklen fortsætter under billedet

Det ligner næsten en lille matchbold for Barca, for med en sejr kommer de ni point foran med blot syv runder tilbage. Rent matematisk vil ligaen langt fra være afgjort, men det er svært at forestille sig, at Barca skulle smide et så stort forspring på syv kampe.
Barca og Real Madrid tørner sammen i El Clásico om en måned i Barcelona, og her håber de hvide helt sikkert på, at de med en sejr kan bringe sig tilbage i mesterskabskampen. Selvom det skulle lykkes for Madrid at vinde, vil Barca stadig have det hele i egne hænder, og det endda med en god margen.
Skulle det derimod blive til en Barca-sejr i El Clásico, kan det reelt blive den definitive afgørelse af mesterskabet. De catalanske fans vil elske at kunne fejre et mesterskab i en kamp mod Real Madrid.
Derfor er det uhyre vigtigt, at Barca leverer en god præstation i aftenens lokalderby, der udmønter sig i tre point, for det vil være et stort skridt mod endnu et mesterskab.
Kampen fløjtes i gang kl. 18.30, og den kan ses på TV2 Sport X.
© Getty Images// La Liga // Espanyol