fbpx

Barca kan modtage La Liga-trofæ ved El Clásico

Aamer Al-Khatib - 01.05.26

 


Barca nærmer sig med hastige skridt endnu et mesterskab, og meget tyder på, at fejringen kan få en helt særlig ramme. Trofæet kan potentielt blive overrakt på selve dagen for El Clásico, når kampen er spillet.

Barca har skabt et solidt forspring i toppen på 11 point, og med få runder tilbage kan mesterskabet allerede blive sikret i den kommende weekend, hvis resultaterne flasker sig. Det vil kræve en sejr over Osasuna samt et nyt pointtab til rivalerne fra Madrid.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ifølge Catalunya Ràdio arbejder det spanske fodboldforbund på en plan, hvor trofæet kan blive overrakt så hurtigt som muligt. Det betyder, at hvis Barca enten sikrer titlen inden eller på dagen for El Clásico, kan trofæet blive løftet foran egne fans på Spotify Camp Nou umiddelbart efter kampen.

Traditionelt bliver mesterskabstrofæet først overrakt ved den efterfølgende hjemmekamp, men denne gang overvejer man altså at bryde med den praksis. Det vil i så fald give en ekstra dramatisk og symbolsk dimension til opgøret mod ærkerivalerne, hvis spillerne kan fejre titlen direkte efter slutfløjt.

Samtidig er planlægningen af en mulig mesterskabsfejring allerede i gang. Det kan ifølge avisen Sport betyde en traditionel bustur gennem Barcelonas gader kort tid efter, så fansene kan fejre triumfen sammen med spillerne.

Alt peger dermed på nogle intense dage for Barca, hvor både sportslige resultater og store følelser kan kulminere. Uanset om mesterskabet sikres før eller under El Clásico, ligger der en potentiel fest af de helt store og venter i den catalanske hovedstad.

laligapokal3F
© Getty Images

// El Clásico // La Liga
.:FORSIDE:.