fbpx
Annonce

Barca jagter femte ligasejr i træk på Bernabeu

FCBARCELONA.DK - 27.02.20

© Getty Images
// El Clásico

Nedtællingen til søndagens Clásico er godt i gang! Det er et opgør hvor alt kan ske, men Barca har god grund til at tro på en sejr, for de sidste fire gange de har gæstet Bernabeu i ligaen, har de vundet.

Santiago Bernabeu er en frygtet bane for de fleste modstandere, men er der et hold der ved hvordan man henter tre point på Madrids hjemmebane, er det Barca. Statistikken viser nemlig fire catalanske sejre i de fire seneste Clásicos i ligaen, hvor målscoren er markant med 2-11.

Man skal helt tilbage til oktober 2014 for at finde den seneste hjemmesejr til Real Madrid i ligaen i El Clásico. Dengang vandt de hvide med 3-1, efter at Neymar ellers havde bragt Barca i front. Det var i Luis Enriques første sæson som træner i Barca.

Hans to næste sæsoner bød på sejre på Bernabeu. Først 0-4 på to scoringer af Suárez samt mål af Neymar og Iniesta, mens det sæsonen efter blev 2-3 på to mål af Messi og et af Rakitic.

Dernæst kom Ernesto Valverde til og han fortsatte i samme spor. Først vandt Barca med 0-3 på scoringer af Suárez, Messi og Aleix Vidal, mens det blev til en 0-1 sejr i sidste sæson på en scoring af Rakitic.

Det er aldrig sket før i ligaens historie, at Barca har vundet fire kampe i træk på Bernabeu og søndag aften har holdet altså muligheden for, at hente den femte sejr i træk. Bliver det tilfældet, vil Barca tage et stort skridt mod mesterskabet.

At Real Madrid er til at tale med på hjemmebane i denne sæson så man for to uger siden, da Celta Vigo spillede 2-2 i Madrid og senest i går, hvor Manchester City vandt med 1-2 i Champions League.

.:FORSIDE:.