Barca holdt strategisk møde med Sassuolo i Milano

Rune Stentoft Arlbjørn - 12.12.19

© Getty Images

Tidligere på ugen var Barca til stede i Milano i forbindelse med deres kamp mod Inter, men tiden blev ikke kun brugt på Champions League-kampen. Catalanerne udnyttede også tilstedeværelsen med et strategisk møde med Serie A-klubben Sassuolo.

Vicepræsident Jordi Cardoner og direktør Oscar Grau fra Barca mødte tidligere på ugen med Sassuolos sportsdirektør Carnevali i Milano for at tale om et fremtidigt samarbejde vedrørende særligt unge spillere.

Ifølge journalisten Gianluca Di Marzio fik Barca forhandlet sig frem til en slags førsteret på at hente flere af Sassoulos unge spillere. Til gengæld fik Sassoulo en tilsvarende førsteret til flere af Barcas lovende spillere fra B-holdet og La Masia.

Et af de navne, der kom på bordet, var Serie A-åbenbaringen Jeremie Boga, der har vist lovende takter for italienerne i denne sæson, og som Barca er interesset i. Midtbanespilleren på 22 år er fra Elfenbenskysten og har en fortid i Chelsea og Granada.

Det kan vise sig at blive et spændende samarbejde mellem Barca og den italienske klub. Det gode forhold mellem Barca og Sassuolo er opstået inden for de senere år, hvor Marlon Santos blev solgt til italienerne, der har udviklet sig til fast inventar i startopstillingen.

Barca brugte ikke kun den ekstra tid i Milano til at mødes med Sassuolo. Catalanernes sportschef Erik Abidal og hans assistent Ramón Planes holdt også møde med Champions League-modstanderen Inter vedrørende Rakitic og Arturo Vidal.

.:FORSIDE:.