Barca havde problemer med at betale for Griezmann

FCBARCELONA.DK - 16.07.19

© Getty Images

Barca måtte en ekstra tur i banken for at skaffe penge til købet af Griezmann. Det erkendte præsident Josep Maria Bartomeu, da den franske angriber officielt blev præsenteret søndag.

FC Barcelona er ejet af sine mange tusind medlemmer og har derfor ingen hovedrig ejer der lige er klar med en ekstra pose penge, hvis der bliver behov for det. Derfor var ikke blot et snuptag i kasseapparatet, da de 120 mio. euro, svarende til 900 mio. kr., skulle lægges på bordet for Antoine Griezmann.

Ved præsentationen af franskmanden var Bartomeu helt ærlig omkring forløbet. 'Klubben har bedt om en kredit over seks måneder uden sikkerhed på 35 mio. euro, mens de resterende 85 mio. skaffes ved at tage forskud på spillersalg der skal faktureres' forklarede han.

De 85 mio. euro som Bartomeu henviser til er bl.a. indtægter fra spillere som André Gomes, Jasper Cillessen og Denis Suárez.

Barca forsøgte forgæves at finansiere købet direkte med Atlético, ved hjælp af en opdeling af betalingen i rater, men det lykkedes ikke. 'Det har været et komplekst køb og derfor talte Oscar Grau (direktør i Barca, red.) med Miguel Angel Gil Marín (direktør for Atlético, red.) for at opnå den bedste mulige betalingsaftale, men i sidste ende måtte vi gøre det på denne måde' fortsatte Bartomeu.

Forløbet og løsningen giver et udmærket billede af, at Barca ikke har samme økonomiske muligheder som f.eks. PSG, Manchester City eller Manchester United, der alle har rigmænd som ejere.

.:FORSIDE:.