Barca har verdens bedste reservekeeper

FCBARCELONA.DK - 12.12.18

Ter Stegen fik en sjælden pause, da Barca tog imod Tottenham og i stedet var det Jasper Cillessen der vogtede buret. Den chance greb hollænderen med en flot indsats, der bød på tre afgørende redninger.

Jasper Cillessen må finde sig i, at stå i skyggen af Ter Stegen. Hollænderens opgave er at være klar når Ernesto Valverde kalder og det gjorde han i går. Tyskeren fik en pause fordi førstepladsen i gruppespillet på forhånd var afgjort.

Cillessen har tidligere vist, at han har evnen til at præstere på et højt niveau, selvom der ofte er langt mellem kampene. Den evne viste han flot frem på Camp Nou i går aftes, hvor han med vigtige redninger havde en stor andel i, at Tottenham ikke vandt opgøret.

Første klasseredning kom efter en halv time, da Son kom totalt fri foran mål, men her forhindrede en flot fodparade at Tottenham fik udlignet Dembélés tidlige føringsmål.

Anden gang var kort ind i anden halvleg, da Eriksen sendte et godt skud af sted. Her kom Cillessen ud i fuld længde og afværgede til hjørne. Flot aktion af den hollandske keeper.

Den tredje afgørende redning var et kvarter før tid, da han kom ned på selve målstregen og afværgede et forsøg fra Moura.

Da Tottenham udlignede fem minutter før tid, kunne Cillessen ikke klandres for noget, for Moura stod helt fri, tæt foran mål.

Cillessen kunne derfor være godt tilfreds med egen indsats, da dommeren fløjtede kampen og Barca-tilhængerne kunne konstatere, at de muligvis har verdens bedste reservekeeper.

.:FORSIDE:.