Siden årsskiftet har målmandsposten hos Barca været oppe til stor diskussion, da Hansi Flick har foretrukket Wojciech Szczesny. Alle spekulationer ser dog snart ud til at kunne stoppe, da Ter Stegen nærmer sig et comeback.
Barca har siden september måtte undvære den 32-årige Ter Stegen, der pådrog sig en alvorlig knæskade mod Villarreal. Tyskerens restitution er dog gået langt bedre end forventet, og ifølge avisen Sport har ledelsen nu fastlagt en midlertid måned, hvor man forventer, at han kan vende retur.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det drejer sig angiveligt om april, hvor trænerstaben i øjeblikket satser på, at anføreren kan få comeback efter cirka et halvt års skadespause. Der er dog ingen hast fra hverken catalanerne eller Ter Stegens side, da man ikke ønsker at forhaste noget med risiko for, at han får problemer med knæet.
Selvom der er noget tid til tyskeren kan få comeback, giver det alligevel en smule ro til de igangværende målmandsspekulationer hos Barca. Der har således hersket stor usikkerhed om, hvordan kabalen på målmandsposten skulle gå op i fremtiden, da Wojciech Szczesny har kontraktudløb til sommer, og Iñaki Peñas aftaler udløber i 2026.
Ter Stegens forestående retur i den indeværende sæson, giver dermed ledelsen en smule ro til at finde den mest optimale løsning. Hansi Flick har efter årsskiftet foretrukket Szczesny over Peña, hvilket har kastet en del spørgsmåltegn af sig, da catalaneren ikke skulle have modtaget nogen direkte årsag til fravalget.
Der er dog ingen tvivl om, at Peña har mere fremtid i sig end polakken, der til april fylder 35 år. Catalanerne står således overfor en svær beslutning, men de kan dog glæde sig ved Ter Stegens comeback, der til trods for Szczesnys aktuelle topniveau, vil være en gevinst for hele holdet.

// Ter Stegen