fbpx

Barca har overgået sidste sæson i La Liga

FCBARCELONA.DK - 15.12.25

 


Barca har for alvor fået fart på i den spanske liga og resultaterne taler deres tydelige sprog. Selvom der stadig mangler to runder, før ligaen rammer halvvejspunktet, har Hansi Flicks mandskab allerede hentet flere point end på samme tidspunkt i sidste sæson.

Med 43 point efter 17 spillerunder har Barca kun tabt terræn i tre kampe i denne sæson. Uafgjort mod Rayo Vallecano i Vallecas, et sviende nederlag i Sevilla og det smalle nederlag mod Real Madrid er de eneste opgør, hvor holdet ikke har fået fuldt udbytte. Resten er blevet omsat til sejre, og kun Bayern München kan i de fem største europæiske ligaer fremvise bedre tal i den hjemlige turnering.

Fremgangen bliver endnu mere markant, når man sammenligner med sidste sæson. På dette tidspunkt i 2024/25-sæsonen havde Barca samlet 38 point. Nu er man allerede på 43, og med udekampe mod Villarreal og Espanyol tilbage i første halvdel af sæsonen er der mulighed for at nå helt op på 49 point. Det er kun sket to gange i klubbens seneste 10 ligasæsoner - under Xavi i 2022/23 og under Ernesto Valverde i 2017/18.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Præstationen får ekstra vægt, fordi sæsonen langt fra har været problemfri. Flick har i perioder skullet undvære en lang række profiler. Joan Garcia og Raphinha var ude i to måneder, Pedri, Balde og Dani Olmo missede omkring en måned, Lewandowski og Fermín var sat tilbage i tre uger, Gavi har været væk siden august, og Lamine Yamal har også døjet med en skade i lysken. Dertil kommer Ronald Araujo, som i øjeblikket er ude på ubestemt tid af mentale årsager.

Alligevel har Barca formået at holde et offensivt niveau, der matcher eller endda overgår sidste sæson. Efter 17 kampe har holdet scoret 49 mål, kun to færre end efter 19 kampe i forrige sæson, mens defensiven også har strammet op med 20 indkasserede mål mod 22 på samme tidspunkt sidste år.

En af de mest opsigtsvækkende statistikker er Barcas lange målserie. Holdet har nu scoret i 37 ligakampe i træk og har dermed tangeret den næstbedste stime i klubbens historie. I alt er det blevet til 101 mål i denne periode, alle scoret i kalenderåret 2025. Kun den legendariske periode fra 2012 til 2013 står stadig over, hvor Barca fandt vej til nettet i hele 64 ligakampe i træk.

Sammenligner man med rivalerne, understreges forskellen yderligere. Siden årsskiftet har Real Madrid scoret 71 ligamål, hele 29 færre end Barca. Tallene efterlader et klart indtryk. Flicks Barca er ikke bare stabilt, det er effektivt, målfarligt og mere solidt end for blot en sæson siden.

.:FORSIDE:.