Barca har indkasseret stort i Champions League
Anders Lang Jensen - 13.12.24
© Imago
// Champions League
Onsdag aften tog Barca et vigtigt skridt i Champions League på en svær europæisk udebane i tyske Dortmund. Med en 3-2-sejr er Barca et skridt nærmere at slutte blandt de øverste otte klubber, og økonomisk har det været fremragende.
Selvom der fortsat resterer to kampe i det indledende ligasystem i Champions League, har efterårets kampagne indtil videre været succesfuldt for Barca. Det hele begyndte med et nederlag til Monaco i første runde, men de sidste fem Champions League-kampe er blevet vundet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det betyder overordnet set, at klubben allerede har indkasseret tæt på 30 millioner euro i præmieindtægter fra Champions League-turneringen i dette efterår. Det skriver det catalanske medie Esport3.
Den grundlæggende indtægt for deltagelse i den vigtige klubturnering ligger på 18,62 millioner euro. Dertil får man 2,1 million euro for hver sejr, mens man henter 700.000 euro for en uafgjort kamp.
Med Barcas fem sejre er den samlede sum lige nu på mere end 29 millioner euro – altså over 216 millioner danske kroner efter de første seks kampe, mens der stadig resterer to kampe mod Benfica og Atalanta.
Turneringen er dog langt fra færdig heller ikke set fra et økonomisk perspektiv. Går Barca videre til knockoutfasen, indkasserer man 11 millioner euro, en kvartfinale giver 12,5 millioner euro, en semifinale giver 15 millioner euro, mens en finaleplads sørger for 18,5 millioner euro.
© Imago