Barca håber Pedri bliver sparet hos Spanien
Aamer Al-Khatib - 12.10.25
Pedri leverede en ny klassepræstation, da Spanien lørdag besejrede Georgien med 2-0 i VM-kvalifikationen. Barca frygter dog en overbelastning som det blev set med Yamal og Olmo og håber, landstræneren vil spare ham.
Den 22-årige midtbanestjerne fik stor ros i både spanske og catalanske medier for sin ro, overblik og evne til at sætte tempoet i kampen. Det var endnu en demonstration af den form, der gør ham uundværlig for både klub- og landshold – men netop det skaber også bekymring i Barcelona.
Artiklen fortsætter under billedet

Ifølge avisen AS har Barca bedt det spanske landshold om at være særligt påpasselige med Pedri under den igangværende landsholdssamling. Klubben frygter nemlig, at han risikerer overbelastning, hvis han ikke bliver doseret. Bekymringen udspringer af de seneste skader på andre Barca-spillere i landsholdssammenhæng, heriblandt senest Dani Olmo, der for nylig måtte udgå med en lægskade efter at have trænet videre trods træthedssymptomer.
Barca er ifølge AS meget utilfredse med, hvordan det spanske landshold håndterede Olmos situation – og de ønsker ikke en gentagelse med Pedri. Ligesom Olmo gik Pedri ind til landsholdspausen med tydelige tegn på træthed og en medicinsk advarsel fra klubbens lægestab. Derfor har Barca anmodet La Rojas stab om at overvåge hans træningsbelastning nøje og eventuelt spare ham i den næste kamp mod Bulgarien.
Siden sæsonstart har Pedri haft et massivt kampprogram. Han har startet samtlige ti kampe for Barca i både La Liga og Champions League, hvoraf han i syv af dem har spillet samtlige 90 minutter. Selv i de kampe, hvor han er blevet udskiftet, er det først sket efter mindst 75 minutter på banen. Hertil kommer de mange minutter, han allerede har fået for Spanien i VM-kvalifikationen.
På trods af bekymringerne blev Pedri igen sat i startopstillingen mod Georgien, hvor han leverede en intelligent og kontrolleret indsats, inden han blev klappet fra banen et kvarter før tid. Barca håber nu, at landstræner Luis de la Fuente vælger at dosere midtbanespilleren mod Bulgarien, så han får den nødvendige hvile før klubbens tætpakkede oktober-program – ikke mindst El Clásico mod Real Madrid den 26. oktober.
© Getty Images// Pedri