fbpx

Barca går styrket ind til topbraget mod Atlético

FCBARCELONA.DK - 01.12.25

 


Selvom spillet aldrig kom til at fungere 100% mod Deportivo Alavés, gav kampen alligevel grund til optimisme frem mod tirsdagens topbrag mod Atlético Madrid. Her kan Hansi Flick stille med hvad der ligner stærkest mulige formation.

Barca fik den ventede sejr over Deportivo Alavés lørdag eftermiddag, men det var først i kampens overtid, at opgøret blev lukket med Dani Olmos 3-1 scoring. Efter kampen erkendte Hansi Flick da også, at der er meget der kan og skal forbedres. Kampen havde dog også nogle lyspunkter, som Flick kan bygge videre på til kampen mod Atlético Madrid.

Joan García er tilbage i målet efter en knæskade og han har understreget hvor vigtig han er for holdets høje bagkæde. Han er hurtigt ude af målet og agerer bagerste mand, ligesom han også leverer vigtige redninger.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Flick har savnet en venstrebenet spiller til det centrale forsvar og her gjorde Gerard Martín det glimrende mod Alavés. Den løsning har man arbejdet på hele sæsonen og nu ser det ud til at bære frugt.

Og så er Pedri tilbage. Han spillede en halv time mod Alavés og leverede straks på et sublimt niveau. Her er der gode muligheder for, at han starter på banen mod Atlético, hvilket er en klar styrkelse af holdet.

De Jong måtte melde afbud til kampen mod Alavés af personlige årsager, men trænede med allerede søndag. Dermed ligner han også en spiller der er klar til tirsdag aften. Det betyder at Hansi Flick kan råde over en midtbane med De Jong, Pedri og Olmo.

Netop Olmo er endnu et lyspunkt. Han går ind til kampen mod Atlético med masser af selvtillid, efter at han scorede to mål i 3-1 sejren over Alavés.

I front er Raphinha tilbage efter en længere skadespause og han tilfører Barcas spil noget ekstra intensitet og energi. Sammen med Pedri, er han nok den spiller som Flick har savnet allermest.

Tl sidst er der Lamine Yamal, der har været plaget af lyskeproblemer på det seneste, hvilket har hæmmet hans præstationer. Det ser dog ud til at være et overstået kapitel, for han byder igen på spektakulære indslag. Mod Alavés leverede han både et mål og en assist.

Der er derfor meget at bygge optimismen på, for Hansi Flick kan indlede tirsdagens hjemmekamp med måske stærkest mulige formation, bestående af følgende spillere: Joan García, Koundé, Cubarsí, Gerard Martín, Balde, De Jong, Pedri, Olmo, Raphinha, Yamal og Lewandowski.

olmo19F
© Getty Images

// Atletico Madrid
.:FORSIDE:.