fbpx
Annonce

Barca er under pres i aften mod Valencia på Mestalla

FCBARCELONA.DK - 29.10.22

// La Liga // Valencia

Barca er ude af Champions League og med de andre turneringer langt ude i horisonten, skal fokus rettes mod ligaen. Her er der pres på Barca i aften, for de har brug for en sejr mod Valencia, da Real Madrid ellers kan øge sit forspring.

Barca kan sætte fuld fokus på La Liga i de næste par uger, for selvom de møder Viktoria Plzen i den kommende uge, er Champions Leagues gruppe C afgjort. Barca slutter på en 3. plads uanset resultaterne i sidste runde.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Der resterer kun tre runder i La Liga, inden at VM lægger europæisk klubfodbold stille i halvanden måned. Inden VM-pausen indfinder sig, handler det for Barca om, at holde snor i Real Madrid i toppen af tabellen. Copa del Rey, den spanske Supercup og Europa League kommer først til næste år, så dem behøver Xavi ikke bruge energi på lige nu.

Inden weekendes kampe fører Madrid ligaen med tre point ned til Barca, et forspring som catalanerne kan indhente i aften, hvis de lykkes med at besejre Valencia på Mestalla. I tilfælde af en sejr vil Barca overtage førstepladsen på grund af en bedre målscore. Madrid er ganske vist bedst indbyrdes efter sejren i El Clásico, men det er først efter 38. og sidste runde, at den regel gælder i ligatabellen ved pointlighed.

Det bliver dog nok kun kortvarigt at Barca topper tabellen, for Real Madrid tager søndag eftermiddag imod oprykkerne fra Girona, der har det svært i ligaen med en placering under nedrykningsstregen. Derfor vil det nærmest være en verdenssensation, hvis Madrid ikke får de tre point på eget græs.

Netop Madrids overkommelige opgave lægger ekstra pres på Barca i aften i Valenca. Mestalla er ofte en svær bane at spille på og derfor kan man ikke tage en catalansk sejr for givet. Der er dog brug for alle tre point, hvis man ikke skal se Real Madrid trække fra i toppen.

Kampen i aften fløjtes i gang kl. 21.00 og den vises på TV2 Sport X.



.:FORSIDE:.