Barca bekræfter forkøbsret på Saúl og Giménez

FCBARCELONA.DK - 22.10.19

© Getty Images

Mandag aften kunne avisen El Mundo afsløre, at Barca skulle have indgået et forlig med Atlético i sagen om Griezmann og samtidig sikret sig en forkøbsret på Saúl og Giménez. Barca selv afviser dog forliget, men bekræfter forkøbsretten.

Kilder i Barca har overfor aviserne Sport og Mundo Deportivo afvist historien om, at Barca skulle have indgået et forlig med Atlético Madrid i sagen om Antoine Griezmann, hvor madrilenerne beskyldte Barca for at have forhandlet med franskmanden inden frikøbsklausulen faldt til 120 mio. euro.

De samme kilder bekræfter dog overfor de to catalanske aviser, at man rigtig nok har betalt 15 mio. euro for en aftale med Atlético Madrid, som betyder, at man har sikret sig forkøbsretten på Saúl Ñíguez og José María Giménez, samt en række ungdomsspillere. De 15 mio. euro har dog ifølge kilderne intet med Griezmann-sagen at gøre.

Forkøbsretten betyder, at Atlético Madrid skal henvende sig til Barca, hvis der kommer bud på Saúl, Giménez eller nogle af de unge spillere. Catalanerne vil i så fald få muligheden for at matche det tilbud, som er blevet fremlagt og dermed selv bestemme, om man vil have spillerne. Derudover vil Barca også være den første klub, som bliver kontaktet, hvis spillerne bliver sat til salg.

.:FORSIDE:.