Barca appellerer Dembélés og Araujos karantæner

FCBARCELONA.DK - 10.10.19

© Getty Images

Der gik ikke mange timer efter at Dembélé var blevet idømt to spilledages karantæne for udvisningen mod Sevilla, inden at Barca valgte at appellere dommen. Også Ronald Ajaujos røde kort appelleres.

Barca mener ikke at Dembélés ordvalg overfor dommer Mateu Lahoz var til et direkte rødt kort og derfor har klubben besluttet at appellere straffen på de to spilledages karantæne, som franskmanden blev idømt i går. Det bekræftede man i går i en officiel udmelding på klubbens hjemmeside.

Situationen med Dembélé opstod i forbindelse med, at Araujo fik direkte rødt kort fordi dommeren vurderede, at han som bagerste mand trak i nødbremsen. Den kendelse fik Dembélé til at reagere med et verbalt udbrud.

Også i Araujos tilfælde er Barca uenig i dommerens vurdering. De mener der er tale om en reel nærkamp, hvor der ikke sker noget ulovligt. Derfor er denne dom også appelleret.

Det må dog betragtes som tvivlsomt, at Barca får medhold i blot én af appellerne. Allermest håber man selvfølgelig på, at Dembélés straf sættes ned til blot én spilledags karantæne, for det vil betyde, at han kan deltage i El Clásico på Camp Nou den 26. oktober.

Det er endnu uvist hvornår en appelkomité behandler de to sager og kommer med en afgørelse, men det varer næppe mange dage.

.:FORSIDE:.