Rune Stentoft Arlbjørn - 12.08.21
© Getty Images Det var ikke ligefrem pæn behandling Samuel Umtiti fik i søndags ved Gamper-opgøret af Barca-fansene, som piftede af ham. Den oplevelse har angiveligt nu gjort, at Umtiti har fået nok af fansene og derfor søger væk fra klubben.
Ved præsentationen af Umtiti i søndags ved Gamper-opgøret mod Juventus piftede Barca-fansene højlydt af forsvarsspilleren. Det gentog sig i hele kampen, mens han spillede. Hver gang Umtiti havde bolden blev der piftet af ham.
Disse reaktioner fra Barca-fansene skyldes, at Umtiti ikke har forladt klubben. Barca har forsøgt at sælge Umtiti blandt andet for at få råd til at beholde Messi, men Umtiti har afvist alle tilbud. Barca-fansene ser dermed Umtiti som medskyldig i, at Messi nu har forladt klubben. Derfor blev der piftet af ham.
Ifølge den catalanske avis Sport har Umtiti nu fået nok af den behandling fra Barcas fans. Ifølge avisen har Umtiti indset, at han bliver nødt til at forlade Barca. Derfor er han angiveligt nu mere villig i forhold til at forlade den catalanske storklub, som han har spillet for siden 2016.
Umtiti var så berørt af behandlingen fra fansene i søndags, at han ikke deltog i fejringen efter at have vundet Gamper-opgøret mod Juventus sammen med resten af spillerne. At han tog den beslutning har ikke ligefrem hjulpet på at gøre forholdet til fansene bedre.
