fbpx

Avis: Seneste udmelding om Yamal skaber bekymring

Markus Johannessen - 10.06.26

 


Seneste udmeldinger fra Spaniens landstræner, Luis de la Fuente, er ikke gået ubemærket hen i Barcelona. Tværtimod har de skabt en vis uro hos den catalanske storklub, som følger Lamine Yamals genoptræning tæt.

På et pressemøde kommenterede Luis de la Fuente situationen omkring flere af de skadede profiler i den spanske VM-trup. 'Situationen for disse spillere (Lamine Yamal, Mikel Merino og Nico Williams, red.) er god i forhold til deres genoptræningsforløb. Jeg tror, at alle vil være til rådighed til den første kamp. Vi vurderer selvfølgelig løbende, da vi tænker længere end den første kamp,' lød udtalelserne.

Det åbner altså yderligere døren for, at Lamine Yamal kan få minutter i VM-premieren mod Kap Verde, selvom han næppe forventes at starte inde. Det er dog netop muligheden for spilletid, der vækker bekymring hos Barca.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Lamine Yamal pådrog sig sin skade den 22. april i forbindelse med Barcas sejr over Celta Vigo, hvor han netop havde scoret på straffe. Efterfølgende undersøgelser viste en skade i venstre baglår, og flere medier rapporterede dengang, at genoptræningen forventedes at vare omkring otte uger, hvis alt går helt glidende. Siden har den unge kantspiller ikke været i kamp.

Når Spanien møder Kap Verde den 15. juni, vil der være gået 54 dage siden skaden, hvilket er lige knap de otte uger, som altså var det optimistiske bud på genoptræningsperioden. Det er derfor ikke den mest forsigtige vurdering, at Yamal allerede er klar til kamp ved VM's åbning, og i Barcelona frygter man, at en for tidlig tilbagevenden kan indebære en unødig risiko.

Ifølge den catalanske avis Sport er både Barcas læge- og trænerstab skeptiske af flere årsager. Lamine Yamal har endnu ikke været tilbage i normal kampaktivitet eller fulgt holdets sædvanlige træningsprogram under Spaniens VM-forberedelser. Han rejste blandt andet ikke med til Puebla til testkampen mod Peru, men blev i stedet på landsholdets træningslejr for at følge et individuelt genoptræningsforløb. Netop derfor har det overrasket flere personer i Barca, at der allerede tales om muligheden for spilletid i Spaniens åbningskamp.

Barcas fysioterapeutiske afdeling har også advaret mod at forcere genoptræning og tilbagevenden ved muskelskader af denne type. Bekymringen handler ikke nødvendigvis om, hvorvidt Lamine kan spille enkelte minutter mod Kap Verde, men snarere om konsekvenserne af at fremskynde hans comeback i en så krævende turnering. Derfor mener mange i Barca, at Spaniens åbningskamp næppe er det ideelle sted at tage de første skridt tilbage efter en muskelskade.

yamal143F
© Getty Images

// Lamine Yamal
.:FORSIDE:.