Avis: Semedo er nøglen til Barcas transfermarked

Anders Lang Jensen - 21.09.20

© Getty Images

Barca arbejder fortsat på at kunne tilknytte flere spillere i dette transfervindue, men økonomien gør øvelsen til en udfordring. Et salg af portugisiske Nélson Semedo kan blive en realitet, og det kan skabe vigtige økonomiske midler.

I disse dage er det specielt Ajax-højrebacken Sergiño Dest, Manchester Citys Eric García og Lyons Memphis Depay, der meldes som de tre største transferprioriteter i det catalanske. En eller flere af disse spillere kan ende i Barca inden transfervinduets lukning den 5. oktober, men andre faktorer spiller en rolle.

Ifølge avisen El Mundo Deportivo står Barcas portugisiske højreback Nélson Semedo tæt på exit-døren i klubben. Ifølge avisen ligner Premier League-klubben Wolverhampton lige nu et oplagt bud på en klub, der har meldt deres interesse i Semedo.

Et salg af portugiseren kan løbe op i 40-50 millioner euro, og netop et salg af denne størrelse kan skabe en domino-effekt på Barcas transferaktivitet. Ifølge avisen vil et salg af Semedo af denne kaliber skabe mulighed for at Barca henter både Sergiño Dest, Eric García og Memphis Depay, eller en anden offensivspiller - eksempelvis Inters Lautaro Martinez, som angiveligt stadig er et stort ønske.

644x70

.:FORSIDE:.