Avis: Rodri vil ikke presse City for at komme væk
Søren Wennerwald - 13.08.26
Dagene går, uden at Barca og Manchester City kan blive enige om vilkårene for en handel med Rodri. Nu er der meldinger om, at spanieren ikke vil forsøge at presse et skifte igennem, og det kan betyde, at han bliver, hvor han er.
Hvis Barca og City ikke bliver enige, tager Rodri et år mere i England, indtil hans kontrakt udløber til næste sommer. Midtbanespilleren vil ikke blande sig i forhandlingerne ved at lægge pres på sin klub for at komme væk. Det fortæller Sky Sports News.
Artiklen fortsætter under annoncen
Dermed er det udelukkende op til de to klubber at finde en vej, og lykkes det ikke, bliver Rodri altså, hvor han er, og opfylder det sidste år af sin kontrakt.
Med den holdning lægger Rodri alligevel indirekte pres på City, for hvis de vil have penge for ham, skal de sælge ham denne sommer. Om et år kan han rejse kvit og frit, og det understreger han med sin villighed til at tage en sæson mere i Manchester.
Transfersagaen er således ved at udvikle sig til det rene pokerspil, og sådan kan det fortsætte frem til transfervinduets sidste timer. Er City virkelig klar til at beholde Rodri, eller bløder de op i deres hårde krav, efterhånden som fristen nærmer sig? Transfervinduet lukker den 1. september ved midnat.
© Getty Images// Rodri