fbpx

Avis: Raphinha bliver ikke klar mod Celta Vigo

Aamer Al-Khatib - 06.11.25

 


Raphinha har siddet ude med en baglårsskade siden slutningen af september, og det så længe ud til, at han hurtigt ville blive klar. Et tilbagefald forsinkede processen, og nu melder avisen AS, at han ikke bliver klar mod Celta.

Barca ser ud til endnu engang at måtte undvære Raphinha, når holdet i weekenden gæster Celta Vigo i La Liga. Ifølge avisen AS er brasilianerens genoptræning godt på vej, men klubben ønsker ikke at tage nogen chancer. Beslutningen er derfor truffet: Raphinha kommer ikke i spil, før han er helt klar – formentlig først efter landskampspausen, der indledes efter weekenden.

Den 28-årige kantspiller har arbejdet intenst for at komme tilbage i form, men Hansi Flick og Barcas lægestab er enige om, at det ikke giver mening at forcere et comeback. Målet er, at han vender tilbage til kamptruppen, når Barca den 22. november møder Athletic Club Bilbao – en kamp, der samtidig kan blive klubbens første tilbagevenden til Spotify Camp Nou.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ifølge AS fortæller kilder tæt på omklædningsrummet, at Raphinha er i bedring, men hans tilbagevenden ikke vil blive forhastet. Planen er, at han skal være klar efter pausen. Det betyder, at Flick må undvære en af sine mest kreative offensive profiler i endnu en runde, hvor Barca jagter vigtige point i toppen af tabellen.

Landskampspausen falder dog på et heldigt tidspunkt for catalanerne, der har flere spillere på vej tilbage fra skader. Udover Raphinha forventes også målmand Joan García at vende retur efter sin operation i venstre knæ. Begge spillere sigter mod at være til rådighed til Bilbao-opgøret umiddelbart efter pausen.

Raphinha har ikke været i aktion siden kampen mod Real Oviedo, hvor han måtte udgå i det 65. minut med ubehag. Dengang lød meldingen på en tre ugers pause, men et mindre tilbagefald i genoptræningen forlængede fraværet til over seks uger.

Trods den længere pause er optimismen intakt i klubben. Brasilianeren har nu genoptaget dele af træningen og forventes at slutte sig til holdet igen i løbet af den kommende uge. Hvis alt går som planlagt, kan Raphinha endelig være kampklar, når Barca vender hjem til det længede ventede Spotify Camp Nou senere på måneden.

raphinha15F
© Getty Images

// Raphinha
.:FORSIDE:.