Avis: PSG interesseret i Nelson Semedo

Kristoffer Hanberg - 26.06.19

© Getty Images

Dani Alves offentliggjorde forleden, at han forlader PSG denne sommer, og nu forlyder det, at afløseren skal findes i Barca, hvor PSG har rettet blikket mod Nelson Semedo. Det skriver den spanske avis AS.

Nelson Semedo skiftede i 2017 Benfica ud med Barca, men skiftet er ikke gået som håbet for nogen af parterne. Sergi Roberto har siden det afgørende mål i 6-1 sejren over PSG sat sig tungt på højrebackspositionen og det er derfor ikke blevet til lige så meget spilletid, som den hurtige portugisiske backspiller kunne tænke sig.

Situationen har medført en del spekulation angående Semedos fremtid, hvilket ikke er gået ubemærket hen i PSG. Her skulle man angiveligt have udset sig Barcas portugisiske højreback som erstatning til Dani Alves, der pudsigt nok er rygtet tilbage til Barca.

PSG er dog ikke den eneste klub, som har vist interessere for Semedo. Også Atlético de Madrid har angiveligt forhørt sig om muligheden for et køb, og her skulle Barca have henvist til spillerens frikøbsklausul, som lyder på hele 100 millioner euro.

Barcas ledelse agter altså ikke umiddelbart at sælge Semedo, men skulle PSG's interesse vise sig at være reel, kunne det tænkes, at de catalanske giganter vil kunne bruge ham i forhandlingerne om Neymar. 

.:FORSIDE:.