Avis: Napoli forhandler med Barca om Malcom

Rune Stentoft Arlbjørn - 20.07.19

Nu er der forlydender om, at Napoli har indledt forhandlinger med Barca om en aftale vedrørende Malcom, der muligvis forlader catalanerne denne sommer, efter kun et år i klubben.

Malcom har ikke rigtig været Valverdes kop te, selvom han har præsteret når han har fået chancen. Derfor forlader brasilianeren med stor sandsynlighed det catalanske denne sommer i jagten på en ny klub, hvor han kan spille mere.

Det kan måske blive i den italienske klub Napoli, der nu ifølge den catalanske avis Sport forhandler med Barca om en handel vedrørende Malcom. Der skulle være tale om en lejeaftale med et obligatorisk køb næste sommer, som italienerne forsøger at forhandle på plads.

I forgårs kom det frem, at det nu er de italienske klubber, der fører kampen om Malcom i stedet for de engelske som det var tilfældet tidligere. Her ser det altså ud til, at Napoli har førertrøjen på, når det kommer til at hente angriberen.

Hvis en aftale skal falde på plads med Napoli, så kræver det dog, at italienerne er villige til at komme med et højt og attraktivt bud på Malcom. Napoli-træner Ancelotti vil efter sigende have fat i Malcom efter det ikke er lykkedes at hente James Rodriguez.

.:FORSIDE:.