Avis: Miranda tæt på lejeaftale med Marseille

FCBARCELONA.DK - 20.08.19

Barca arbejder i øjeblikket på at udleje forsvarstalentet Juan Miranda i den kommende sæson. Mandag aften meddeler avisen Marca, at catalanerne er særdeles tæt på at lukke en lejeaftale med franske Marseille.

De seneste meldinger har gået på, at Juventus og Marseille har kæmpet om at sikre sig Juan Miranda på en lejeaftale. Den 19-årige andalusier har spillet på Barcas ungdomshold siden 2014 og spillede den seneste sæson på Barca B.

På Barcas førstehold har der dog ikke været plads til den hurtige venstre back, men catalanerne ønsker alligevel at holde på stortalentet. Derfor har man i nogle måneder arbejdet på en lejeaftale, så Miranda kan få spilletid samtidig med, at man fortsat ejer ham.

Marca meddeler mandag aften, at franske Marseille, som har den tidligere Barca-keeper og sportsdirektør, Andoni Zubizaretta, i spidsen for den sportslige ledelse, er meget tæt på at lukke en lejeaftale.

Både Marseille og Juventus ønskede egentlig at købe Miranda, men Barca har hele tiden holdt fast i, at man udelukkende ønsker at leje ham ud.

.:FORSIDE:.