Avis: Lewandowskis løn falder markant næste sæson
Anders Lang Jensen - 07.02.25
Meldingerne om Robert Lewandowskis kontrakt har indtil videre lydt på, at den udløber til sommer, mens den vil blive forlænget med et år, når specifikke tal var nået. Ifølge Sport går den dog til 2026 med et økonomisk fald.
Ifølge avisen Sport løber kontrakten med Barca frem til sommeren 2026, og det har den gjort lige siden underskrivelsen tilbage i 2022. Andre medier har berettet om, at Lewandowski skal spille 55 procent af kampene i denne sæson for at få aftalen forlænget.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det er angriberen dog allerede tæt på at have gjort, så alt peger uanset hvad på, at Lewandowski bliver i det catalanske. Barca har dog muligheden for at opsige kontrakten til sommer, hvis Lewandowski ikke spiller 55% af kampene, men her mangler han højest tre kampe, så det er rent teori, at kontrakten opsiges.
Sport beretter dog ydermere om, at Robert Lewandowskis lønpakke står til at falde i det sidste kontraktår, som er i næste sæson. I denne sæson tjener polakken en lønpakke på 32 millioner euro årligt, mens den i næste sæson vil lyde på 26 millioner euro. Lønnen vil med andre ord falde med seks millioner euro.
I Lewandowskis første år i Barca tjente han 20 millioner euro, hvorefter den steg til 26 millioner euro. I år er den så 32 millioner euro, mens lønnen igen falder til 26 millioner, i det der er den sidste sæson i Barca for Lewandowskis vedkommende, som kontraktlængden ser ud nu.
Polakken kom til Barca i efterdønningerne på corona, hvor Barcas økonomi var max presset. Derfor accepterede han en lavere løn i første sæson, mod at den skulle stige de to næste. Gennemsnitligt set tjener han 26 mio. euro om året i fire år.
© Getty Images// Robert Lewandowski