// Frenkie de Jong // Ronald Araujo // Pedri
Ledelsen har travlt med at forberede sig til det kommende transfervindue, hvor holdet skal forstærkes. Barca er dog nødsaget til at sælge flere spillere for at få råd til nyindkøb - dog betragtes tre nøglespillere som urørlige på Camp Nou.
Barca har hårdt brug for at få styr på den økonomiske situation inden transfervinduet åbner til sommer. Ledelsen er blevet sat i forbindelse med en række store stjernespillere, men hvis det skal lykkes at hente dem til Camp Nou, så skal lønbudgettet angiveligt sænkes med hele 200 mio. euro.
Det betyder, at flere førsteholdsspillere sandsynligvis er i gang med deres sidste sæson på Camp Nou, inden ledelsen til sommer forsøger at sælge eller udleje dem for at skabe plads i økonomien. Ledelsen har i den forbindelse undersøgt transfermarkedet grundigt for at se, hvilke spillere der kan tjenes mest på for at skabe plads til forstærkninger.
Artiklen fortsætter under annoncen
Catalanerne har dog ifølge avisen Sport besluttet sig for, at tre spillere under ingen omstændigheder må forlade holdet i det kommende transfervindue. Det skulle eftersigende dreje sig om Ronald Araújo, Frenkie de Jong og Pedri, som ledelsen alle betragter som urørlige. De tre nøglespillere betragtes som grundstammen i førsteholdstruppen, og uundværelige for Xavi og hans Barca-projekt. Catalanerne ønsker ifølge Sport heller ikke at miste Marc-André ter Stegen, Alejandro Balde, Jules Koundé, Robert Lewandowski, Raphinha og Gavi.
Cheftræneren Xavi har angiveligt også fortalt ledelsen, at han heller ikke ønsker at se Franck Kessié og Andreas Christensen forlade Camp Nou. Det har ledelsen dog ikke kunne afvise, da begge spillere har tiltrukket sig en enorm interesse, især fra Premier League. De største ændringer ser derfor ud til at blive i offensiven, hvor Ferran Torres og Ansu Fati snart kan være fortid på Camp Nou. Ledelsen skulle eftersigende være åbne overfor tilbud på begge spillere, som forventes at kunne indbringe store summer på transfermarkedet.
Catalanerne skulle også være lydhør overfor tilbud på Eric García og Jordi Alba, hvoraf sidstnævnte bliver svær at afsætte. Ledelsen vil højst sandsynligt i stedet forsøge at tilbyde ham en kontraktforlængelse med en betydelig lavere løn, ligesom det er tilfældet med Sergio Busquets.