fbpx

Avis: Laporta er i dialog med Bernardo Silvas agent

Markus Johannessen - 06.03.23

I de seneste to transfervinduer har Barcas ledelse forsøgt at erhverve Bernardo Silvas underskrift. Diverse sportsmedier har tidligere givet udtryk for, at forhandlingerne var droppet, men Laporta har angiveligt ikke givet op endnu. 

Præsidenten fra La Liga, Javier Tebas, var i torsdags ude og kommentere på Barcas muligheder ved næste transfervindue. Han forsikrede om, at catalanerne ikke vil kunne hente nye spillere og styrke truppen til sommer. Barcas ledelse ser dog ikke denne debat som overstået endnu og arbejder på højtryk for at få vurderet klubbens økonomi tilstrækkeligt.

Artiklen fortsætter under annoncen


Xavi og co. har længe haft et godt øje til Manchester Citys Bernardo Silva, men de forsvarende Premier League-mestre har ikke ønsket at slippe ham. Derfor har den engelske klub krævet summer, som Barca ikke har kunnet indfri grundet klubbens økonomiske forhold. 

Nu åbner Manchester City dog angiveligt op for forhandlingerne igen. Ifølge den catalanske avis Sport, er Laporta fortsat i kontakt med Bernardo Silvas repræsentant, Jorge Mendes, som netop skulle have informeret Laporta om, at Manchester-klubben er villige til at lade den 28-årige midtbanespiller gå for 65 millioner euro til sommer.

Selvom den portugisiske City-spiller har udvist gensidig interesse for Barca, så bliver denne handel dog også udfordrende for Laporta og resten af ledelsen. Selv hvis Barcas økonomi rækker til at betale en transfersum på 65 millioner euro, så er den egentlige vanskelighed Bernardo Silvas løn. Portugiseren tjener over 7 millioner euro netto om året og ønsker ikke at gå ned i løn i takt med et klubskifte. Med spansk beskatning betyder det løbende lønningsomkostninger på ca. 14 millioner euro per sæson. 

Med Javier Tebas og La Ligas Financial Fair Play åndende i nakken, bliver det næppe en realitet, hvis de nævnte summer er udgangspunktet. Dog er Laporta og Jorge Mendes eftersigende i tæt kontakt omkring Bernardo Silva og Barcas ledelse har fire måneder til at finde en løsning.

// Bernardo Silva
.:FORSIDE:.