fbpx

Avis: Jorge Mendes og Laporta mødes i denne uge

Simon Arun Vrábel - 12.06.23

// Joan Laporta // Jorge Mendes

Den portugisiske superagent Jorge Mendes, rejser angiveligt til Barcelona i denne uge for at mødes med Joan Laporta for at diskutere fremtiden for en række spillere. Ifølge de catalanske medier anses mødet som startskuddet til flere aktuelle spillerhandler.

Med fremtiden for Messi afklaret og en godkendelse af den økonomiske plan for sommerens transfervindue er det nu tid til action for den sportslige ledelse og startskuddet til dette kommer angiveligt til at ske med et nøglemøde mellem Joan Laporta og Jorge Mendes i løbet af denne uge.

Artiklen fortsætter under annoncen


Jorge Mendes og Joan Laporta har et tæt venskab og det kommer Barca til gode, da førstnævnte repræsenterer en lang række Barca-spillere, samt spillere som Xavi er interesseret i. Derfor er der stor bevågenhed over det møde, som angiveligt finder sted imellem de to parter senere på ugen, for agendapunkterne er mange. Avisen Sport fortæller, at mødet bliver startskuddet til en kavalkade af operationer på det europæiske spillermarked.

Avisen fortæller, at de to øverste punkter på agendaen bliver at diskutere fremtiden for Ansu Fati og Rúben Neves. Ansu Fati har absolut ingen intentioner om at forlade Camp Nou imens Barca ikke vil afvise at sælge deres unge 10’er, hvis et stor tilbud tikker ind. Det er en uholdbar situation, som partnerne ønsker at få afklaret. Samtidig vil Mendes gerne se mere handling fra Barca i forbindelse med købet af Neves, og her bliver det spændende at se, hvem Xavi ønsker til at erstatte Sergio Busquets.

Længere nede af listen af agendapunkter er spillere som Nico González, Bernardo Silva, samt kontraktforlængelserne med Alejandro Balde og Lamine Yamal. Det bliver derfor yderst interessant at se, hvad Laporta og Mendes kan blive enige om, og hvilken effekt det kommer til at få.

.:FORSIDE:.