Avis: Gomes tæt på skifte til Everton

Kristoffer Hanberg - 15.06.19

© Getty Images

André Gomes har i den seneste tid været et varmt navn i den catalanske presse. I dag skriver avisen Sport, at portugiseren kun er få detaljer fra et skifte til Everton, som han har været lejet ud til i den seneste sæson.

Det lykkedes aldrig André Gomes at finde fodfæste i den catalanske storklub. Portugiserens præstationer på Camp Nou var ikke lig dem, der vækkede Barcas interesse inden skiftet fra Valencia.

De mange tvivlsomme præstationer tvang den fysisk stærke midtbanespiller til at søge nye græsgænge, og efter en sæson i Everton virker Gomes endelig til at have fundet sig til rette. Således skriver den catalanske avis Sport, at Everton er meget interesserede i at gøre skiftet permanent.

Med interesse fra klubber som Tottenham og West Ham har der været kamp om Gomes' underskrift. Den kamp ser Everton nu ud til at have vundet, og Sport skriver således, at et skifte til arbejderklubben meget snart kan vise sig at blive offentliggjort.

Prisen skulle angiveligt være i omegnen af 225 millioner kroner, og portugiseren forventes at blive den første i rækken af spillere, der skal sælges for at kunne finansiere købene af blandt andre Frenkie de Jong og Antoine Griezmann.

.:FORSIDE:.