Avis: Flick og Deco mødes med Ter Stegen i dag
FCBARCELONA.DK - 11.07.25
Med købet af Joan García og forlængelsen med Wojciech Szczesny, ser Ter Stegens situation fremtid i klubben usikker ud. Nu er der forlydender om et møde i dag med målmanden, hvor Hansi Flick vil fortælle ham om sine planer.
Ter Stegen er tilbage fra sin ferie og blev set i går i Ciutat Esportiva. Han møder ind til en usikker fremtid, for meget tyder på, at den tyske keeper er kommet i overskud. Under alle omstændigheder er konkurrencen øget markant med købet af Joan García og forlængelsen med Szczesny.
Artiklen fortsætter under annoncen
Nu fortæller avisen Sport, at Hansi Flick og sportsdirektør Deco har bedt om et møde med Marc-André ter Stegen, et møde der angiveligt vil blive holdt i dag. Her vil Flick fortælle om sine planer i Barca-målet den kommende sæson.
Det forventes at budskabet vil være, at man er klar til at respektere Ter Stegens kontrakt til 2028, men at det kommer til at se svært ud med spilletiden. Flicks førsteprioritet er Joan García, mens Szczesny skal agere reserve.
Flick vil med stor sandsynlighed understrege, at Ter Stegen er en alt for god målmand til at være tredjevalg og at han derfor bør se realiteterne i øjnene og finde sig en ny klub.
Hvad udfaldet af mødet vil blive er svært at sige, men der ligger næppe et klubskifte og venter lige om hjørnet. Derfor må det forventes at Ter Stegen indleder forberedelserne til den nye sæson på søndag med resten af holdkammeraterne.
© Getty Images// Deco // Hansi Flick