Avis: Flere klubber i Serie A har kig på Dembélé

FCBARCELONA.DK - 09.04.20

© Getty Images

Den store italienske sportsavis Gazzetta dello Sport forsikrer i dag om, at Ousmane Dembélé kan være på vej til italiensk fodbold, hvor et par af de allerstørste klubber skulle være interesseret.

At Ousmane Dembélé lige nu sidder ude med en af sine snart mange skader frem til august, er tilsyneladende ikke noget der forskrækker i Italien. Her er man, ligesom i Barcelona, slet ikke i tvivl om franskmandens kvaliteter og potentiale.

Ifølge La Gazzetta dello Sport har såvel Juventus som Inter den blot 22-årige angriber på blokken til næste sæson. I inters tilfælde nævnes Dembélé som en døråbner for at kunne hente Lautaro Martínez.

Dembélés kontrakt med Barca udløber først til juni 2022, altså om mere end to år, så catalanerne bør kunne få en pæn sum penge for ham, hvis man beslutter sig for at lytte på tilbud.

Barca købte Dembélé i sommeren 2017 som erstatning for Neymar. Prisen dengang lød på 105 mio. euro plus 45 mio. mere i diverse variabler. Med Dembélés skadeshistorik og de økonomiske konsekvenser af corona-krisen, forventes et salg ikke at indbringe et beløb i nærheden af hvad Barca betalte til Dortmund.

.:FORSIDE:.