Aamer Al-Khatib - 11.09.25
Mens Hansi Flick har roteret flittigt i de indledende opgør, har der alligevel tegnet sig et klart mønster: fire spillere er blevet uundgåelige i tyskerens startopstillinger, og en af de fire er en stor overraskelse.
Barca har taget hul på sæsonen med syv point i de første tre kampe, senest med et 1-1-resultat mod Rayo Vallecano. I de tre kampe har der tegnet sig et klart mønster i forhold til, hvem Hansi Flick foretrækker i sin startopstilling. Målmand Joan García, forsvarsspiller Eric García, midtbanedirigenten Pedri og offensivstjernen Lamine Yamal, udgør i øjeblikket kernen på Flicks hold. De har alle spillet en nøglerolle i sæsonstarten og ligner de spillere, træneren vil bygge sit projekt op omkring.
Den mest opsigtsvækkende skikkelse på listen er uden tvivl Eric García. Forsvareren, som for to sæsoner siden var udlejet til Girona, blev i de første to ligakampe foretrukket foran Jules Koundé på højreback og har ved flere lejligheder også fået chancen som midterforsvarer. Flicks tillid ventes at bane vejen for en kontraktforlængelse ud over 2026 – et markant signal om hans nye status i klubben, også set i lyset af Iñigo Martínez' exit.

