Avis: Fermín López bliver i Barca
FCBARCELONA.DK - 01.09.25
På transfervinduets sidste dag ser transfersagaen om Fermín López ud til at have fået sin afslutning. Mandag eftermiddag meddeler den catalanske avis Mundo Deportivo, at midtbanespilleren bliver i Barca.
Gennem de seneste uger blev Fermín ellers rygtet kraftigt til engelske Chelsea, som viste stor interesse i at hente den 22-årige midtbanespiller til Stamford Bridge. Fermín skulle have overvejet et skifte, men skulle nu være kommet frem til en endelig beslutning.
Avisen Mundo Deportivo skriver mandag eftermiddag, at Fermín har taget sin endelige beslutning og valgt at fortsætte i Barca. De skriver dog også, at midtbanespilleren var i tvivl under forløbet, men i sidste ende hellere vil kæmpe for sin plads i Barca.
Artiklen fortsætter under annoncen
Kun i det tilfælde, at Fermín havde henvendt sig til Hansi Flick og Deco med et ønske om at forlade klubben, ville Barca have åbnet døren. Selv da ville prisskiltet have lydt på omkring 90 millioner euro. Flick gjorde det samtidig klart over for ledelsen, at han ikke ville miste en spiller, han betragter som en vigtig del af truppen.
At Fermín overvejede tilbuddet fra Chelsea, var ikke uden grund. På sin favoritposition som offensiv midtbanemand er konkurrencen i Barca benhård. Dani Olmo kom til klubben for et år siden, og Raphinha har også været prøvet i samme rolle. På venstrekanten, hvor Fermín i perioder fik chancer i sidste sæson, er døren nu lukket med Marcus Rashfords ankomst.
Alligevel har Fermín ifølge Mundo Deportivo valgt at blive i klubben, hvor han har kontrakt indtil 2029. For ham vægter tilhørsforholdet til Barca højere end udsigten til flere minutter og en større løn i Premier League.
Efter en sommer fuld af spekulationer kan Fermín nu igen koncentrere sig om fodbolden. Først og fremmest venter samlingen med det spanske landshold nu, og derefter den tætte sæson med Barca, hvor målet er at bygge videre på sidste års succes.
Hansi Flick sætter stor pris på Fermíns kvaliteter – både teknisk, taktisk og fysisk. Hans evne til at bidrage med mål, assists og en vedholdende arbejdsindsats i presset gør ham til en spiller, som træneren fortsat ser som et vigtigt våben i kampene, der venter.

// Fermin Lopez