Eric Garciás fremtid er oppe til stor diskussion, da intet tyder på, at han er en del af Hansi Flicks planer. Catalaneren er samtidig et varmt transferemne hos Girona, der angiveligt er klar til at strække sig langt for at hente midterforsvaren.
Selvom Eric Garciá netop er hjemvendt efter en succesfuld udlejning hos Girona, tyder fortsat intet på, at han har en fremtid hos Barca. Det skyldes hovedsageligt, at førsteholdet er yderst godt besat i midterforsvaret, og at der skal tyndes ud i spillertruppen for at få råd til forstærkninger.
Artiklen fortsætter under billedet
García er derfor én af dem, der kan blive solgt til sommer, da han er en eftertragtet spiller, især hos Girona, der ønsker at tilknytte ham på en permanent kontrakt. Det skriver avisen Mundo Deportivo, der også tilføjer, at han er førsteprioriten hos sensationsholdet, der skal spille Champions League efter sommerferien.
Interessen understreges yderligere af, at Gironas træner, Michel, ofte skulle være i kontakt med García for at få en status på situationen hos Barca. Catalaneren er derfor helt bevidst om, at han kan fortsætte karrieren hos Girona, hvis det er noget han ønsker.
Ronald Araújos lårskade har dog fået flere til at spekulere i, at beholde García indtil årsskiftet. Men skulle ledelsen sælge forsvarsspilleren, råder Flick stadig over spillere som Jules Koundé, Andreas Christensen, Pau Cubarsí, Iñigo Martínez og Mika Faye.
Barca står derfor ikke uden alternativer i det centrale forsvar, og meget tyder på, at Garciá kan blive solgt til sommer. Catalaneren skal dog afsted med Spanien til OL, og derfor må Girona vente lidt endnu med at få en afklaring på situationen.
// Eric Garcia