fbpx

Avis: Døren er åben for flere exits inden mandag

Aamer Al-Khatib - 28.08.25

// transfer

Transfervinduet nærmer sig sin afslutning, og i Barca forbereder man sig på, at der kan komme nye drejninger i de kommende dage. Efter at Iñaki Peña i går blev udlejet, står Oriol Romeu og Héctor Fort som de næste sikre exits.

Der venter nogle hektiske og måske overraskende dage denne uge. Ifølge avisen Mundo Deportivo er klubben i fuld gang med at færdiggøre afgangene af Oriol Romeu og Héctor Fort, hvilket vil give plads til registreringen af Wojciech Szczęsny, Gerard Martín og Roony Bardghji.

Artiklen fortsætter under annoncen


Hansi Flick kan efter alt at dømme se frem til en trup, han betragter som komplet, når disse exits er bekræftet. Alligevel melder avisen, at ledelsen på kontorerne i Barcelona stadig holder døren på klem for yderligere afgange – i hvert fald indtil transfervinduet lukker på mandag den 1. september ved midnat.

Budskabet fra klubben er klart. Hvis en spiller ønsker flere minutter andetsteds, så er vejen ud åben. Men det kræver, at spilleren kan præsentere et konkret tilbud, der er tilfredsstillende for både ham selv og klubben.

Senest kom nyheden frem om Chelseas interesse i Fermín López, der angiveligt overvejer interessen fra London-klubben. Også Marc Casadó er i de seneste uger blevet nævnt som en mulig kandidat til en sen exit. Begge La Masia-profiler har dog indtil videre givet udtryk for, at de ønsker at blive i Barca.

Med transfervinduets deadline kun mindre end en uge væk, er situationen stadig præget af usikkerhed. Klubben er indstillet på at reagere fleksibelt, hvis spillere kommer med ønsker om nye udfordringer – men samtidig er signalet fra ledelsen, at truppen kun ændres yderligere, hvis det sker på spillerens eget initiativ og til de rette betingelser.

fort3F
© Getty Images

.:FORSIDE:.