Avis: Derfor tøver Bartomeu med at fyre Valverde

FCBARCELONA.DK - 30.05.19

Rygterne om en nært forestående fyring af Valverde er mange, men præsident Bartomeu er tilsyneladende ikke klar til en afskedigelse. Nu kommer avisen Sport med deres forklaring på, hvorfor Barca-præsidenten tøver.

I forgårs fortalte flere medier at Valverde ville blive fyret samme dag, men i går kom der så modstridende meldinger om, at præsident Josep Maria Bartomeu ikke var klar til at tage det drastiske skridt, trods pres fra resten af ledelsen og mange tilhængere.

Det ville ellers være en populær beslutning at fyre Valverde, men Bartomeu er kendt for at tænke sig grundigt om og tage velovervejede beslutninger.

Avisen Sport skriver, at det netop er årsagen til, at Bartomeu som præsident holder fast i Valverde, i hvert fald indtil videre. Han finder ingen grund til at tage en forhastet beslutning på et tidspunkt, hvor et trænerskifte ikke er akut nødvendigt.

Følelserne sidder lige nu udenpå tøjet hos mange i klubben og hos tilhængerne og den stemning ønsker Bartomeu angiveligt ikke skal påvirke en så vigtig beslutning som at fyre en træner.

Forberedelserne til den nye sæson starter først op i midten af juli, så lige nu er der ikke noget der haster. Derfor tager Bartomeu sig tid til at tænke sig om.

.:FORSIDE:.