Avis: Cruyff bliver sportsdirektør hvis Laporta vinder

FCBARCELONA.DK - 03.03.21


På søndag er der præsidentvalg i FC Barcelona og her er Joan Laporta udråbt til den helt store favorit. Hvis catalaneren vinder valget, så bliver det angiveligt Jordi Cruyff, som overtager jobbet som sportsdirektør i klubben.

Det varer ikke længe før, at den fremtidige kurs i FC Barcelona bliver fastlagt. Det sker på søndag, når den nye præsident bliver fundet ved præsidentvalget.

Det er fortsat Joan Laporta, som bliver betegnet som favorit til at vinde valget, og hvis man skal tro den catalanske avis Sport, så har den 58-årige catalaner allerede en ny sportsdirektør klar.

Der skulle være tale om Jordi Cruyff, som vil tiltræde som ny sportsdirektør i Barca. Jordi Cruyff har, udover at have spillet i Barca, også erfaring som både sportsdirektør og træner i klubber som Maccabi Tel Aviv, Shenzhen og Ecuadors landshold.

Jordi Cruyff er som bekendt søn af den afdøde Barca-legende, Johan Cruyff, og har derfor et indgående kendskab til klubben. Også præsidentkandidat Victor Font har tidligere meddelt, at han vil ansætte Jordi Cruyff som sportsdirektør, hvis han vinder valget. Også Xavi Hernández skulle ønske Cruyff som sportsdirektør, når han bliver Barca-træner på et tidspunkt.

.:FORSIDE:.