fbpx

Avis: Chelsea og Barca overvejer et dobbelt-bytte

Simon Arun Vrábel - 15.05.22

// Cesar Azpilicueta // Marcos Alonso

Barca arbejder forsat på at forstærke forsvaret henimod den kommende sæson og interessen for Chelseas César Azpilicueta og Marcos Alonso har fået de to klubber til at overveje et bytte, hvor Neto og Dest sendes den modsatte vej.

Barca og Chelsea har igennem flere måneder været i dialog omkring en række spillere og catalanernes interesse i Azpilicueta og Marcos Alonso har ifølge avisen Sport nu fået englænderne til at foreslå en byttehandel, som sender Neto og Sergiño Dest den modsatte vej. Byttet virker ikke urealistisk, for Neto har i længere tid søgt efter en ny arbejdsgiver og Dest mangler endnu at overbevise Xavi om sin plads på holdet.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Først var det Andreas Christensen, dernæst César Azpilicueta, Antonio Rüdiger og seneste Marcos Alonso. Listen af Chelsea-spillere, som har fanget catalanernes interesse er lang, og tonen imellem de to klubber er angiveligt god. Måske af netop dén årsag har englænderne angiveligt foreslået en byttehandel imellem de to klubber, som et alternativ til fire separate forhandlinger. Når man ser på de fire spilleres værdi, virker det da også som et bytte, som er fair for begge parter.

For Barca handler det om at finde en løsning til venstrebacken og snart 10 forskellige navne er blevet nævnt som Jordi Albas afløser. Marcos Alonso er dog flere gange blevet nævnt som en mulig arvtager på den korte bane, fordi han med sin erfaring ville kunne træde direkte ind i startopstillingen som en aflastning for den nu 33-årige catalaner. Azpilicueta har med sine 32 år også stor erfaring fra fodbold på højeste niveau og, ligesom Alonso, vil han kunne træde direkte ind i startopstillingen og aflaste Piqué indtil en yngre arvtager vil kunne udfylde pladsen for dem begge.

Hos Barca vil et bytte betyde, at Neto endelig vil kunne komme væk fra Catalonien, som han har ønsket igennem længere tid. Timingen har flere gange været uheldig for brasilianeren, men denne sommer ligger det i kortene, at Barca imødekommer reservemålmandens ønske. Dest er den spiller som der vil være mest usikkerhed omkring i byttet, for den unge amerikaner får offentligt forsat støtte fra Xavi og med kun 21 år er det ikke utænkeligt, at han vil blive og kæmpe for sin plads. I øjeblikket er han den mest oplagte højreback i truppen, så der er ingen tvivl om, at det sportslige projekt hos englænderne vil blive altafgørende.

.:FORSIDE:.