Avis: Braithwaite kan blive den nye Larsson

FCBARCELONA.DK - 04.12.20



Martin Braithwaite får masser af omtale i de catalanske medier efter de seneste tre succesfulde kampe og i avisen El Mundo Deportivo kommer den anerkendte journalist Xavier Bosch med masser af ros til danskeren.

Det var i en klumme i torsdagens udgave af El Mundo Deportivo, at Xavier Bosch gav en stor del af sin spalteplads til Martin Braithwaite. Bosch lægger ikke fingrene imellem når han kommenterer forhold i Barca, men Braithwaite skal ikke være bange for at læse, hvad der bliver skrevet om ham.

'Når Barcas system fungerer er det fordi, at man spiller med en autentisk 9'er. Martin Braithwaite er nyttig. Han kom for at supplere for de skadede Dembélé og Suárez, men coronapausen gjorde at Suárez blev klar og spillede sæsonen færdig. Nu har Koeman brug for at stole på Martin på grund af Ansus skade og Depays fravær og danskeren har bestået med en høj karakter' skriver Bosch blandt andet.

'Han er startet inde i tre kampe i træk, har scoret fire mål og fremtvunget to straffespark. Han tog rollen som 9'er uden komplekser og har vist, at han kan blive den nye Larsson. Det er han godt på vej til at blive' lyder det videre fra journalisten.

Henrik Larsson er assistent for Koeman og var i sin karrieres efterår to sæsoner i Barca, hvor han havde rollen som reserve og altid leverede når han var på banen. Det har givet svenskeren en heltestatus i Barca, så at Martin Braithwaite sammenlignes med sin skandivaniske nabo, er et kæmpe skulderklap.

.:FORSIDE:.