Avis: Bayern lægger Araújo-interesse på is
Markus Johannessen - 11.06.24
Bayern München har længe været interesseret i at hente Ronald Araújo, men nu meldes det, at uruguayaneren ikke længere er højt på prioritetslisten hos Bundesliga-klubben. Bayern er angiveligt i dialog med andre centerbacks.
Bayern arbejder fortsat på at sikre sig en pålidelig midterforsvarer, men interessen for Araújo er efter sigende aftagende hos München-klubben. Dette falder belejligt sammen med, at Hansi Flick har gjort det klart, at han regner med den 25-årige forsvarsspiller som en af de vigtige profiler i den kommende sæson.
I de seneste måneder har der været spekulationer om, at det kun var et spørgsmål om tid og formaliteter før Araújo drog mod det sydlige Tyskland, men ifølge den catalanske avis Sport, har Bayern trukket sig og kigger nu andre veje.
Bundesligaklubben er angiveligt gået mere lokalt til værks og er millimeter fra at skrive under med Bayer Leverkusens Jonathan Tah. Derudover overvejer Bayern efter sigende at hente Levi Colwill fra Chelsea som back-up på positionen.
Det lader altså til, at Araújo er ved at være helt ude af tyskernes radar. Det meldes ikke om det skyldes Hansi Flicks krav om at beholde den uruguayanske landsholdsspiller, eller om Bayerns interesse ganske naturligt er faldet på nogle andre spillere.