Barcas tredje møde med Dembélé bliver afgørende
Markus Johannessen - 14.05.22
// Ousmane Dembélé
Sportsdirektør Jordi Cruyff og vicepræsident Rafael Yuste, skal have et tredje møde med Dembélé og hans agent, Moussa Sissoko. Dette møde bliver angiveligt afgørende for om franskmanden bliver på Camp Nou eller ej.
De fire ovenstående parter har holdt to møder i april måned med henblik på at drage en endelig konklusion angående Dembélés fremtid i klubben. Ifølge den catalanske avis Sport, er de nået til en gensidig interesse i, at den franske angriber bliver hos Barca. Nu skal formaliteterne drøftes.
Artiklen fortsætter under billedet

Der er angiveligt væsentlig forskel på, hvad klubben tilbyder i kontrakten og hvad Dembélé og hans agent efterspørger. Det har sendt Barcas ledelse i tænkeboksen, da den hurtige kantspiller eftersigende har tilbud fra andre europæiske klubber, som indfrier hans ønsker kontraktmæssigt.
Jordi Cruyff og Rafael Yuste skal have formlen til at gå op, og det er både i forhold til Financial Fair Play-reglementet og klubbens generelle økonomi. Der er dog angiveligt vilje fra alle parter, for at forlængelsen skal lykkes.
Ifølge avisen Sport, er stemningen mellem Dembélé og klubben, hans agent og ledelsen, bedre end nogensinde og de håber på, at et tredje møde kan ende i enighed eller betydelige fremskridt. Moussa Sissoko har angiveligt været med til at udarbejde det forslag, som Jordi Cruyff og Rafael Yuste vil præsentere på det tredje og måske sidste møde i forhandlingerne, så noget kunne tyde på, at der kan være gode nyheder på vej.
Det skal dog understreges, at intet er afklaret og at Dembélés fremtid hos catalanerne er uvist for nuværende.