Avis: Barca vil udleje skadesplaget Umtiti

Anders Lang Jensen - 14.07.20

© Getty Images

Barcas franske midtstopper Samuel Umtiti er atter ude med knæproblemer. På Camp Nou stiger utålmodigheden med franskmanden og derfor arbejdes der angiveligt på at sende Umtiti videre, når transfervinduet åbner.

Situationen har længe været uholdbar for både Barca og Samuel Umtiti. Med forsvarsspillerens ustabile fysiske tilstand er det konstant utilregneligt, hvornår på sæsonen franskmanden kan bidrage. Samtidig har landsmanden Clément Lenglet for længst overhalet Umtiti på positionen.

Det betyder, at rollen for den tidligere Lyon-profil er dalet markant internt i truppen de seneste sæsoner, og ledelsen i det catalanske arbejder nu på at sende Umtiti videre i næste sæson. Det melder avisen Sport. Et permanent salg skulle være tvivlsomt grundet skadeshistorikken, men Barca skulle ifølge avisen være klar på at udleje franskmanden en sæson. Her er flere italienske klubber som Napoli, Lazio, Roma og Torino interesserede i en lejeaftale.

I stedet ønsker Barca at hente en mere stabil og profileret midtstopper på transfermarkedet og en afsked med Umtiti på en lejeaftale vil frigøre mange penge i klubbens lønbudget til en ny forsvarsspiller.

.:FORSIDE:.