fbpx
Annonce

Barca vil omskole Trincão til midtbanen

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 09.06.20

© Getty Images
// Trincao

Barca har store ambitioner for deres nyerhvervede stjernetalent, Francisco Trincão, hvis underskrift man sikrede i februar. Ifølge avisen Sport vil man omskole portugiseren til midtbanen allerede fra den kommende sæson.

Barca-ledelsen er slet ikke i tvivl om, at de 31 mio. euro, man i vinteren ofrede for 20-årige Francisco Trincão, er et rent røverkøb. Portugiseren har løftet sit spil for Sporting Braga, siden handlen kom i hus, og lader ikke til at være synderligt påvirket over det øgede pres i forbindelse med handlen.

Quique Setién ser frem til, at Trincão tilslutter sig Barca-truppen til næste sæson. Her har man nemlig en klar vision om at omskole offensivtalentet til midtbanen, frem for at lade ham fortsætte på sin vante position ude på kanten.

Trincão har allerede prøvet kræfter med den offensive midtbane for sin nuværende klub, Sporting Braga. Blandt andet i denne sæson mod Rangers, hvor han assisterede Barcas angrebslejesvend, Abel Ruiz. Trænerstaben tror på, at hans kvaliteter til at afdrible sin modspiller, søge ind i mellemrummene og deltage aktivt i opspillet gør ham til en oplagt profil på midtbanen.

Den portugisiske sensation har over flere omgange bevist, at han ikke bare er en lynhurtig fløjspiller, men ligeledes har store kompetencer i pasningsspillet. Ifølge Sport er planen derfor i skrivende stund at omskole Trincão til midtbanen, så han allerede fra den kommende sæson kan servicere Barcas fronttrio.

.:FORSIDE:.