Avis: Barca vil lade Rakitic tage tilbage til Sevilla

FCBARCELONA.DK - 02.08.20

© Getty Images

Det er ingen hemmelighed at det er Ivan Rakitic' store drøm at slutte sin karriere i Sevilla og nu tyder noget på, at han får sit ønske opfyldt. Barca skulle være indstillet på at lade ham rejse denne sommer for blot 10 mio euro.

Rakitic fik sit gennembrud i Sevilla, hvor han også mødte sin kone og dermed har en stor familie i den andalusiske hovedstad. Derfor håber kroaten på en retur til Sevilla som et sidste stop i karrieren.

Der resterer et år af kroatens kontrakt med Barca og trods sine 32 år er der stor interesse om den erfarne midtbanespiller. Rakitic selv slog dog tidligere fast i et interview, at han selv vil have et ord at sige om sin fremtid. 'Jeg er ikke en sæk kartofler man kan sende hen hvor man vil' kom det klart fra ham. 'Det vil være en kæmpe drøm at vende tilbage til Sevilla' har han også sagt.

I Barcelona har man været mere end tilfredse med Rakitic' præstationer og hans altid professionelle indstilling, også selvom han i perioder røg ud på bænken og måtte høre på talrige rygter om, at Barca ville af med ham. Kroatens opførsel står i skærende kontrast til det man lige nu oplever med Arthur Melo, der nægter at spille mere for sin klub.

I Barcelona skulle det nu være besluttet, at man vil åbne døren for et skifte til Sevilla, velvidende, at andalusierne ikke kan matche hvad andre klubber vil betale. Man vil stille sig tilfreds med 10 mio. euro for at belønne Rakitic for hans loyale indsats gennem seks sæsoner. Det fortæller avisen El Mundo Deportivo.

Dermed er døren åbnet for Ivan Rakitic, der med stor sandsynlighed er i kontakt med Sevillas sportschef Monchi, der samtidig er en god ven. De to skal nu forsøge at finde de 10 mio. euro der kan få kroatens drøm til at gå i opfyldelse. Sevilla har tidligere bekræftet, man vil modtage sin tidligere anfører med åbne arme.

.:FORSIDE:.