fbpx

Avis: Barca vil kun sælge Pau Víctor permanent

Aamer Al-Khatib - 14.07.25

 


Tidligere forlød det, at Barca ønskede at udleje Pau Víctor, fordi man så potentialet i, at han kunne gøre sig gældende på holdet på sigt. Men nu er der kommet andre boller på suppen, hvor man ønsker et permanent salg. 

Pau Víctor er i dag mødt ind som planlagt til lægetjek på træningsanlægget Ciutat Esportiva, for officielt at indlede forberedelserne til den nye sæson. Angriberen er en af de spillere, der kan forlade klubben denne sommer, men i modsætning til tidligere meldinger, ønsker Barca nu udelukkende et permanent salg. Det fortæller avisen Sport.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den 23-årige offensivspiller har haft en marginal rolle i førsteholdstruppen, og hans manglende spilletid har givet anledning til spekulationer om et sommerskifte – primært i form af en lejeaftale. Men ifølge Sport har ledelsen nu truffet en klar beslutning: Pau vil kun få lov til at forlade klubben, hvis det sker via et direkte salg, og prisskiltet lyder på mindst 10 mio. euro.

Barca har allerede modtaget adskillige henvendelser fra klubber i La Liga, men alle forespørgsler har drejet sig om en midlertidig lejeaftale – og det er blevet blankt afvist. Klubben ser stadig stort potentiale i Pau og værdsætter hans arbejdsindsats og attitude. Cheftræner Hansi Flick skulle også være tilfreds med angriberens professionalisme, trods de få minutter på banen.

For Pau selv er ønsket dog klart: Han ville foretrække en lejeaftale, så han kunne bevare båndet til den klub, han drømmer om at slå igennem i. Hans nuværende kontrakt løber frem til sommeren 2029, men med usikkerhed om spilletid er han åben for en midlertidig løsning – en mulighed, klubben altså ikke ønsker at tilbyde i øjeblikket.

Dog kan tingene ændre sig. Skulle Barca i løbet af sommeren forbedre deres økonomiske råderum og vende tilbage til La Ligas 1:1-regel, vil man kunne agere mere fleksibelt på transfermarkedet. I så fald kan en lejeaftale med Pau Víctor komme i spil, særligt hvis der lander offensive forstærkninger som eksempelvis Marcus Rashford.

Indtil videre er planen dog klar. Pau Víctor deltager i pre-season og forventes at tage med på den kommende træningsturné i Japan og Sydkorea. Derefter må fremtiden vise hvad der sker.

pauvictor2F
© Getty Images

// Pau Victor
.:FORSIDE:.