fbpx
Annonce

Avis: Barca tilbyder Dest i bytte for Meunier

Simon Arun Vrábel - 26.08.22

// Meunier // Sergiño Dest

Barca forsætter jagten på en ny højreback inden transfervinduet lukker og i forsøget på at få Dortmunds Thomas Meunier har man angiveligt foreslået at sende Sergiño Dest, som er røget helt ud af truppen, den modsatte vej.

Selvom lønbudgettet forsat er utroligt stramt så arbejder den sportslige ledelse alligevel på at finde en højreback til Xavi, da netop denne position i øjeblikket er den mest sårbare. Dortmund har helt fra begyndelsen været modvillige til at slippe deres 30-årige belgier, men nu har Barca foreslået en alternativ løsning.

For to år siden hentede Dortmund Thomas Meunier hos PSG og siden da har den belgiske landsholdsspiller tilbagebetalt tilliden med stabil fodbold, hvilket har udmundet sig i 62 kampe med tre mål og syv assist til trods for flere sporadiske skadesperioder. Meunier er også fast mand på det belgiske landshold, så selvom højrebacken har fylder 31 år til september er der tale om en erfaren herre, som har spillet både Champions League og landsholdfodbold i mange år. Netop derfor har Dortmund været meget tøvende med at reagere på Barcas interesse.

Artiklen fortsætter under annoncen


Konsekvensen har derfor været, at tyskerne prissatte Meunier til hele 15 millioner euro, hvilket er tre gange så meget som hans anslåede markedsværdi. Planen var dels at skræmme catalanerne fra at byde på Meunier, hvilket da også lykkedes, men avisen Sport mener at vide, at tyskerne også var bange for, at de ikke kunne finde en afløser hvis man lod Meunier skifte til den catalanske østkyst. For at imødekomme denne frygt har den sportslige ledelse i Barca foreslået at bytte Sergiño Dest for Thomas Meuiner.

Dest har en markedsværdi på 15 millioner euro hvilket matcher tyskernes prissætning på Meuiner og det til trods for, at prisen er voldsom høj. Dest har dog ingen fremtid i Xavis trup og kampen imod Real Sociedad understregede blot det faktum, da amerikaneren blev forbigået til fordel for Araújo, som ikke engang spiller højreback normalt. Rent økonomisk er handlen ikke god for Barca men omvendt kan man – på den korte bane – endelig finde en kompetent højreback.

Historien melder ikke noget om hvorvidt Sergiño Dest kan se sig selv i Tyskland, men indtil nu har amerikaneren foretrukket at blive i Barca og kæmpe for sin plads. Dortmund er dog ikke hvilken som helst klub, for ud over at have nogle passioneret fans som er anerkendte i hele Europa, så sluttede de sort-gule som nummer to i sidste års Bundesliga, hvilket betyder Champions League fodbold i år og det kan muligvis få Dest til at overveje situationen yderligere.

.:FORSIDE:.