Avis: Barca vælger at forlænge med Sergi Roberto
FCBARCELONA.DK - 30.05.24
// Sergi Roberto
Meget tyder på, at trænerskiftet i Barca ikke får indflydelse på klubbens holdning til Sergi Roberto, hvis kontrakt udløber om en måned. Der er forlydender om, at man er klar til at forlænge med catalaneren.
Xavi udtalte flere gange, at han meget gerne ville beholde Sergi Roberto i truppen den kommende sæson, men med trænerskiftet til Hansi Flick, tegnede fremtiden for La Masia spilleren sig pludselig mere usikker.
Artiklen fortsætter under annoncen
Nu er der dog forlydender om, at det ikke varer længe, før at en forlængelse falder på plads. Sportsdirektør Deco mener angiveligt at Sergi Roberto er vigtig for holdet, måske mere udenfor banen end indenfor kridtstregerne. Det skriver avisen Sport.
Sergi Roberto er da også i den grad en værdibærer i klubben, som han har spillet for siden han var 14 år. Han er holdets anfører og kan virke som en samlingsfigur og et forbillede for de unge spillere.
Samtidig er Sergi Roberto indstillet på en reserverolle, som man så det i den netop afsluttede sæson. Her hjalp han holdet når det var nødvendigt og leverede på et godt og stabilt niveau på midtbanen. Han spillede i alt 24 kampe, hvor det blev til tre mål og tre assists.