Avis: Barca tilbyder Coutinho til PSG for Neymar

Anders Lang Jensen - 21.06.19

© Getty Images

En eventuel stortransfer med brasilianske Neymar tegner til at blive sommerens helt store omdrejningspunkt i europæisk topfodbold. I Barca forhandler man angiveligt på højtryk, og har tilbudt Coutinho i en byttehandel.

For første gang siden det voldsomme skifte til fransk fodbold i sommeren 2017 er PSG åbne for at sælge Neymar. Den nyhed er mildest talt nået frem til Camp Nou, hvor Barca ifølge avisen Sport i disse dage forhandler intenst med pariserne omkring, hvordan en eventuel aftale skal udforme sig.

Barca har ifølge Sport tilbudt PSG 100 millioner euro plus Philippe Coutinho oveni handlen. Coutinho er en mand, som Barca-ledelsen angvieligt gerne ser forlade det catalanske, og i den franske hovedstad er Barca-floppet et varmt emne.

Udover tilbuddet med Coutinho har Barca-præsident Josep Maria Bartomeu angiveligt også forklaret PSG, at spillere som Ivan Rakitic og Samuel Umtiti kan ende i det franske. Ønsker PSG at få én af de to spillere sammen med Coutinho, vil transferbeløbet på de 100 millioner euro blot falde og blive modregnet i forhold til den enkelte spillers værdi på transfermarkedet.

Ledelsen i Barca arbejder altså i disse dage intenst på at finde løsninger sammen med PSG i jagten på at sikre sig Neymar. Der kan dermed blive lagt op til en sensationel handel, der potentielt kan indebære flere store profiler i en eventuel byttehandel.

.:FORSIDE:.