Avis: Barca savner mere engagement fra Bastoni
Markus Johannessen - 05.05.26
Barca havde forventet, at Bastoni i højere grad ville presse på for et skifte. Indtil videre er det ikke sket, og det komplicerer forhandlingerne. I catalanske og italienske medier meldes der nu om utålmodighed hos catalanerne.
Alessandro Bastoni har netop vundet Serie A med Inter Milan og markerede sig som en vigtig profil i 2-0-sejren over Parma, der sikrede mesterskabet. Den italienske stopper blev hyldet af fansene, men samtidig er fokus nu rettet mod hans fremtid, hvor et skifte til Barca fortsat er på dagsordenen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Hos Barca er der dog en vis skuffelse. Bastoni har angiveligt ikke vist stålfast vilje til at forlade Milano-klubben og har dermed ikke hjulpet med at presse prisen ned. Selvom han fortsat er førsteprioritet, er catalanerne ikke villige til at betale en overpris.
Ifølge det italienske medie Corriere dello Sport og den catalanske avis Sport havde Barca en forventning om forsvarsspillerens opbakning til at drive en handel frem. Planen var, at Bastoni i denne fase tydeligt skulle signalere sit ønske om at skifte, hvilket kunne lægge pres på Inter. Nogle kilder peger på, at han har afventet mesterskabet, før han ville handle, men realiteten er, at der endnu ikke er lagt pres fra hans side.
Situationen er altså fortsat kompleks. Bastoni har kontrakt til 2028, og Inter forventes at fastholde en hård linje med en pris på mindst 60 millioner euro. Barca forventes dog stadig at intensivere indsatsen. Klubben er overbevist om, at Bastoni er interesseret i et skifte, samtidig med at Inter har behov for at generere indtægter.
Trods den aktuelle situation holder Barca fast i Bastoni som førstevalg og vil forsøge at presse en aftale igennem, eventuelt ved at inkludere spillere i en byttehandel for at reducere transfersummen. Det melder Sport. De formelle forhandlinger forventes at begynde snarest, og dermed går sagen ind i sin mest afgørende fase.
© Getty Images// Alessandro Bastoni