Avis: Barca planlægger at beholde Szczesny
Markus Johannessen - 11.04.26
Da Barca hentede Szczesny i 2024, var det ikke uden kritik. Mange var skeptiske over at hente en spiller, der reelt var gået på pension. Dog har Szczesny vundet anerkendelse internt i klubben, som ønsker at beholde ham.
Wojciech Szczesny blev hurtigt lidt af et fænomen i Catalonien grundet sin afslappede tilgang til livet, nonchalante og sarkastiske attitude og ikke mindst sit forhold til rygning. Men bag facaden gemmer der sig en målmand præget af absolut professionalisme.
Artiklen fortsætter under billedet

Selvom han har begået fejl, nogle af dem kostbare, skyldes flere af dem tilvænningen til en spillestil, han ikke tidligere har været vant til. I dagligdagen imponerer han dog med en professionel tilgang, som får ros internt i klubben. Ifølge folk omkring førsteholdet trives han, har accepteret sin rolle uden problemer og nyder fodbolden igen.
Szczesny har fortsat ét år tilbage af sin kontrakt, og Barca har mulighed for at ophæve aftalen mod en beskeden kompensation. Men planen er i øjeblikket at beholde ham. Det melder den catalanske avis Sport.
Målmandstræner José Ramón de la Fuente er særligt tilfreds med polakkens arbejde, og niveauet har været stigende. Det blev blandt andet tydeligt i kampen mod Newcastle United, hvor han kom ind og leverede en solid indsats, da Joan García måtte udgå.
Meget afhænger dog af situationen omkring Ter Stegen. Barca regner ikke med den tyske målmand fremadrettet, men hans kontrakt løber til 2028, hvilket gør en løsning kompleks. Samtidig overvejer klubben også at hente en ny reservekeeper, hvor Álex Remiro er blandt de navne, der nævnes. Dertil kommer unge kræfter som Diego Kochen, der banker på døren til førsteholdet.
Alt i alt er situationen derfor stadig åben, men der er stor enighed internt i klubben om at forsøge at beholde Szczesny i hvert fald et år endnu. Hans professionalisme, erfaring og rolle i truppen gør, at en forlængelse af hans ophold prioriteres.
© Getty Images// Wojciech Szczesny